Kapitel 8 - Himmel & Helvede -

De havde været nød til at flytte dertil med kort varsel. "BanNanasuk" hed den. Skønt dårskabens frugter så rigeligt trivedes der, har den lydmæssige lighed intet at gøre med navnet på en populær frugt. Det betyder "distriktet med de mange frø(sorter)". I sandhed skal siges, at stupiditetens kim og overtroens sæd stortrivedes der.


Det er hen under midnat, og han sidder bagved huset sammen med sin kone og nyder stilheden.

»Who has light?«, spørger hun.

»Lady Boss«, svarer han og tilføjer: »...for mafia«; underforstået for at holde dem væk. Pidgin-engelsk var deres fælles sprog.


Det blege lys fra fuldmånen formår kun knapt at trænge gennem plastiknettet udspændt over haven, en grøn oase med en bredbladet nyttevækst, der fugtigt glinsende står i det grå mørke. Lady Boss' have er det, og samtidig adskillelsen mellem deres rækkehus og familiens hus. Der er en spøgelsesagtig stemning over scenariet og "Lady Boss" er værtinden de bor til leje hos. "Lady Landlord" ville være mere passende, men i Freakland er enhver, der ejer noget automatisk boss. Desuden ville det være et nyt ord for hans kone at lære; hun er ingen ørn til engelsk, så deres kommunikation kører mest på fraser.


Måske var det lidt overdrevet med "mafia", for det var en af de få fordele ved stedet: der var ingen. Lyset hun hentydede til var en enlig pære, der brændte ved værtindens hus. Hun var forlængst gået til ro, alt er tyst og mørkt, fred og ingen fare. Fred var en relative fordel ved stedet, men i det mindste ved nattetide sænkede den sig.


Fred var hvad de havde savnet i fem år, og her var der trods alt glimtvis bidder af den, dog var det ikke lutter lagkage. I Freakland må man altid være forberedt på tilstedeværelsen af spøgelser - ikke kun dem man selv slæber med sig. Det havde heldigvis ikke været så slemt på det seneste, men hendes ideer om "voodoo" var uudryddelige. Nissen flytter som bekendt med.


Da han stadig ikke formåede at overbevise hende i det tåbelige i hendes overtro, havde han forsøgt at få en overenskomst omkring hendes "tro", så hun ikke i den grad involverede ham. Men løfterne brast hver gang. Det var et "catch-22", for deres tro i det overnaturlige er ikke kun at kaste forbandelser, så de opnår deres mål; det viser sig oftere ved, at de tror sig under andres forbandelser og dermed uden skyld i, hvad problemet end måtte være. De tror på er magi, sort magi, og da der altid er nogen der vil én ondt, er det en respekteret og velbetalt profession, at være behjælpelig i de rituelle tiltag der kræves, når man sætter den slags i værk. Det er en hel industri.


En uendelig række af substanser produceres og står til rådighed. Den overjordiske - eller rettere den underjordiske - verden mobiliseres, dæmoner, phi-phi, påkaldes, og i den grad man tror på fænomenet vil der være kontakt - uanset om man kan se dem eller ej. De vil være tilstede - de fleste vil kunne mærke dem. Troels havde allerede mærket et par stykker, der hvor de nu boede.


Teknisk set er spøgelser og ånder ikke andet end det spændingsfelt der omgiver alt liv. Det dør ud når de biologiske funktioner ophører. En rest, man kan kalde kildekoden til det liv, bliver altid tilbage. Det er et elektrisk fænomen, som også kan kaldes sjælen. Som regel tiltrækkes det af rummet, når kroppen dør. Nogle gange går det af den ene eller anden grund ikke hinsides, men bliver og hjemsøger de steder kroppen var vant til. Det er gengangere, og i store træk, hvad fænomenet spøgelser går ud på. Der var spændinger nok på det ny sted til at manifestere adskillige andre end hans mors.
__________________


Spændinger er mangel på harmoni, uhensigtsmæssige bindinger, og det er lige netop, hvad der kendetegner Freakland; der er spøgelser allevegne - skønt ingen med sikkerhed nogensinde har set et. Alligevel er skæbne- og åndetro absolut styrende faktorer på alle planer i samfundslivet, men fordi bedrag er konstitueret i deres religionssystem, ser de det selvfølgelig ikke sådan. At konditionen det medfører befordrer plat og svindel, er slet ikke værd at bemærke; kun de mest kvikke gør.


Ikke desto mindre er bedrag bindeleddet mellem dem og resten af verden. Eksempelvis er måden landet præsenteres på et bedrag iscenesat med baggrund i en tropiske overdådighed, en fascinerende mangfoldighed, sammenkædet med en af de mest spektakulære kulturer på jorden. De ydre rammer - i den grad de formår at holde dem fri for affald - er realistiske nok, det er mere fremstillingen af deres karakter, der tenderer det bedrageriske. Det helt store bedrag er dog måden vi vesterlændinge opfattes på. Den har at gøre med imperialisme og det billede hollywood-glamouren, vore drømme, giver dem. De ved bare ikke, at det er drømme, de tror det er virkeligheden.


Vores syn på dem er derimod dygtigt manipuleret og bevidst styret med baggrund i deres kultur og religion.


Respekt er et bærende element i den kultur, vel at mærke blind respekt, og den går kun opad. Smiger er en omgangsform, der ikke har noget negativt over sig på de kanter; den er nærmest en dyd. Dog er den eneste ægte respekt turister kan forvente, den der vises for deres tegnebøger. Kulturelt set er vi at betragte som underlegne, ja, rent ud sagt ugudelige. Til gengæld er vi professionelle og gode til at gøre tingene ordentligt og forsvarligt. Det er dér, de kan bruge os, for de er selv - i ordets bogstaveligste betydning - de glade amatører.


At superioriteten indbygget i deres kultur retfærdiggør dekadencen og overlegenheden, er selvklart. Den er eksotisk og imponerende - og indgyder grå åndsfattige, ritualberøvede kristne benovelse. Man skal være stærk i troen for at se, at det er ren afgudsdyrkelse. Og man skal være endnu stærkere i religionshistorie for at vide, at det ikke har meget med buddhisme at gøre, men at det er populærkultur, hvilende på fatalisme, despoti og hooliganisme, båret af en ubeskeden griskhed og medfødt misundelse. Hvordan det er gerået derhen, er et oplagt spørgsmål at stille. Men kun få gør det, ofre for despoter og løgne, som de er.
__________________


Forholdene i Freakland i dag må være meget lig de forhold Buddha for 2600 år siden blev født under; tyranniske og fatalistiske, hvor ingen kunne have ansvar for noget som helst, når skæbnen var af guderne forudbestemt. Buddhas mission var at ændre på det.


Han sad seks år i askese, og blev vagt da han endelig opgav sin faste. Han var stum overfor sit budskab, sad forvirret og tvivlrådig under figentræet ved Bodh Goya i syv dage, før han havde samlet sig sammen til at drage ud og finde sine fem medasketer, der i foragt havde forladt ham, fordi han brød askesen. Han måtte fortælle dem om åbenbaringen, der havde oplyst ham. I dyreparken i Sarnath ved Benares fandt han dem, og der prædikede han for første gang.


Sandheden var så simpel og ligetil, at de måtte erkende at en Buddha, den fjerde i denne kulpa, tidsperiode, var født. "Sakayamuni", kaldte de ham efter den forrige. Hvad han havde fundet, var at eksistens er betinget af lidelse - ophav til fænomenet vi kalder "bevidsthed". Buddha kaldte tilstanden "dukkha", et paliord, der ingen præcis ækvivalent har i europæiske sprog. Som regel oversættes det ved "suffering", lidelse, men ordets betydning er bredere og dybere end så; det omfatter aspekter fra ubehag til smerte, eksistentielt som fysisk.


Buddha introducerede det med tesen "Sabbe sankhara dukkha", der betragtes som buddhismens eneste dogme, dens eneste definitive sandhed.


Den autoriserede oversættelse lyder: "Alle sammensatte ting er lidelse". En mere fri og rammende fortolkning er, "det eneste sikre (her i livet) er lidelse". Med udsagnet introducerede han "De fire ædle Sandheder", det nærmeste buddhismen kommer en "trosbekendelse":


Forstå at forudsætningen for enhver eksistens er dukkha. Ført bag facader, befæstet med palisader, udholdt med stimulanser, lever vi vore liv. Ingen vil påstå vi lever i et paradis. Pine og kval er fremtrædende kendetegn ved det liv. Ingen kommer igennem det uden lidelse. Det er den første ædle sandhed.


Hvorfor er det sådant? Fordi begær er "generaldirektøren" i vore liv. Vi regner det for viljestyrke, betegner det som stræbsomhed, at vi er ihærdige og ambitiøse, men i virkeligheden er vi bare stædige og forfængelige. I sidste ende frister det grådighed. De syv dødssynder er den latente kollektive bevidsthed om vore kvaler, og af dem er begær udtrykket der tydeligst manifesteres. Det er den anden ædle sandhed.


Som en syg ikke kan forvente helbredelse ved alene at føle sygdommen, men kun ved at erkende den, således må vi acceptere tingenes sammenhæng og forsøge at tilintetgøre årsagen til smerten, forfængeligheden, grådigheden, som giver pinen i vore liv. Det er den tredje ædle sandhed.


»Kultivér vejen ud af elendigheden«, sagde Buddha. Det er den fjerde ædle sandhed.


Med "vejen" mente han "Den ottefoldige vej", et sæt leveregler, der let lader sig friste i en verden, der bliver mere og mere moderne. Den forudsætter først og fremmest samma-ditthi, ret forståelse (af "De fire ædle Sandheder"). De øvrige er: samma-sankapa, ret sindelag, - samma-vacca, ret tale, - samma-kammanta, ret handling, - samma-ajiva, ret levevis, - samma-vayana, ret bestræbelse, - samma-sati, ret opmærksomhed, - samma-samadhi, ret koncentration.


Det er i korthed læren, "Dharma", og den er der ingen spøgelser i. Sammen med "Sangha", tempelvæsnet, fællesskabet, skal den føre til "Buddha", oplysning (egentligt "den oplyste"), hvorfra der er fri adgang til "Nirvana", stadiet fri for "Samsara", livets hjul og dets evige kværnen, en gang for alle undsluppet genfødslens tyrani. Rækken af reinkarnationer vil før eller siden blive endelig brudt, når det perfekte er nået.


Fuldendelsen kaldes Buddha, og al bevægelse søger i den retning.


Lad os kort gøre klart, at Buddha selv talte aldrig om reinkarnation. Han anfægtede den ikke, nævnte den aldrig, den var en integreret naturlig del af datidens brahmanisme. Derimod talte han om Karma, følgen af gjorte gerninger, deres effekt, som kan udlignes ved nye handlinger. Årsag/virkning er det evige ping-pong spil samsara kører. At karma er blevet til "handlinger fra tidligere liv" er en populær tolkning, udtænkt til at holde masserne i deres elendighed.


Enhver handling har en konsekvens og alle må handle livet igennem. I den forbindelse er ikke-handling også en handling - man bestemmer bare ikke effekten selv. Kun ved at vælge kan man styre sin skæbne. Kun ved at forudse resultatet af sine handlinger, bliver man stormester over sit liv. Ingen dødelig kan gøre det 100 procent, så helt automatisk går bevægelsen ikke; hændelser og begivenheder påvirker gangen, så entydig er den heller ikke. Generelt har enhver ting og skabning retningen mod fuldendelse latent i sig, og det har intet med "Gud" at gøre. Gud er menneskers opfindelse til at holde for øje, at sådant hænger det sammen - og til at undskylde, at de igen og igen med deres smålighed og begær ligger hindringer i vejen for den bevægelse. Buddhisme er ateisme, men bliver gjort til en religion ved den populistiske opfattelse blandt "buddhister" at Buddha er Gud. Religiøs korrumpering er åndens Nemesis.


Buddha var en almindelig dødelig som Jesus, dog ikke Guds søn, men en kongesøn, Sidharta, der voksede op i smukke beskyttede omgivelser, som så skinnet og bedraget i al herligheden og viede sit liv til at fortælle om dette de dødeliges bedrag. Ikke blot var han i stand til at påvise årsagssammenhængen, men hvad der gjorde ham til den største, var at han kunne anvise en vej ud af illusionen. Han var så meget mere end tilgivelse, han var eksemplet til efterfølgelse, han var årtusinder forud sin tid - og er det måske stadig.


Buddhadyrkelse i dag er ren glamour, og har ikke meget med forbedring at gøre. Paradoksalt nok synes der blandt vesterlændinge at være en mere korrekt forståelse end blandt de "naturlige" buddhister i Sydøstasien. Påfaldende i øvrigt, at nogle af de blodigste begivenheder i vor tid har fundet sted i buddhistiske lande. Som singaleserens krig mod tamilerne på Sri Lanka og Khmer Rouges folkemord i Cambodja, handlinger så langt fra noget religiøst ideal, som de kan være.


Jo, de er helvedes religiøse i Sydøstasien. Heller ikke freaksne med deres storslåede templer, deres velfungerende og utroligt rige religionsvæsen, står tilbage for bestialske uhyrligheder. De har en tradition for blodige repressalier mod minoriteter, etniske, politiske, ganske vist, mere end mod religiøse, for de har et politisk system lige så bizart som deres Sangha og lige så dæmonisk som deres tro.
__________________


Sabbe sankhara dukkha er undskyldningen, der altid kan bruges, og den passede bedre end flest, på der hvor de nu boede. Skønt de endelig var kommet fri af byen og langt om længe var på landet. Gennem fire år havde de døjet med Patbams fornedrelse, mere eller mindre været i hænderne på dens mafiavæsen, ofre for bedrag, svindel og griskhed. Narawiit var stedet de sidst havde boet. Det endelig opgør med de gamle nazier der, havde tvunget dem til, hvad de heller end gerne gennem alle årene havde villet, men ikke kunne tage sig sammen til, haft råd til, havde de bildt sig ind. Og nu sad de altså i BanNanasuk, halvanden kilometer nedad soi'en, hvor der boede nogle få hundrede sjæle, var et par kræmmere, og noget der lignede en restaurant, til en udgift under det halve og med leveomkostninger en fjerdedel af, hvad de var vant til. Alle burde være lykkelige, men der er altid slanger i paradis. Og spøgelser.


Tilstedeværelsen befordres af mangel på stimuli. Godt nok var der tv, men desværre, seks kanaler på freak stimulerer intet, men fremmer nærmest en apati, i sidste ende en antipati. Man kan heller ikke sige, at de lokale var overstimulerede, de fremstod rent faktisk apatiske. Freaks generelt har en hang til støj, der på ingen måde befordrer sympatien. De lever med den fra solopgang til hen under midnat; der er fuld knald på tv'et eller stereoen. Også i BanNanasuk. At det er nyeste slags forbrugergods, billigt moderne stads med subsoniske basrefleks-systemer, der går gennem alt og høres milevidt, gør det ikke bedre.


Dertil kom at der i løbet ad dagen - op og ned ad deres landlige soi - var en konstant drønnen af knallerter og for at det ikke skal være løgn, kunne også de have diabolske stereoanlæg monteret. Hovedet på sømmet var dog en vognmand skråt overfor, der havde fittet sine Toyota-pickupper med højtalere, så de var anvendelige til det meget udbredte fænomen lot-promotion, et fænomen af et betydeligt omfang i Freakland.


I det væsentlige er det reklamebudskaber udskreget fra højtalere, der konstant føres rundt. Nu havde vognmanden ikke så meget at lave, at det gjorde noget. Derimod havde han en frekvensgenerator og en vane fra syv morgen til langt op ad formiddagen, at motionere membranerne med omtalte generator - for at vedligeholde udstyret, vel. Dybe organrystende bastoner uden rytme eller melodi, men så intense at murværket vibrerede med. De kan ikke leve uden støj.


Jovist har de penge og derfor brug for reklamer, og den eneste sikre måde de går ind på er, hvis de overdøver de andre. At de ingen penge har, er blot endnu en myte, i den uendelig række landet er spundet ind i. Bedrag er hvad verden vil have, og freaks er eksperter i, ikke kun bedrag, men netop at give folk, hvad det end måtte være, de gerne vil have. De har ingen skrupler.


Sabbe sankhara dukkha opfattes som, at de ikke kan gøre noget ved det alligevel. Fatalisme er en væsentlig forudsætning for markedsmekanismernes succes; de er nemme ofre og lot-promotion er den allernemmeste måde at indfange dem på. Når den kommer, kan den ikke fravælges som andre reklamer. Der er intet sted at undslippe, når en kortege på tre-fire køretøjer kommer crusende, vrælende deres budskaber i kabinetterne på hinanden. Det kunne godt tage på hans temperament. At fænomenet overhovedet eksisterede, kunne kun fremkalde hans foragt, men stiltiende at acceptere det var svært for kolerikeren. Udtrykket er hinsides det infantile, for tænkende mennesker ren terror. Netop derfor var det ikke noget problem for de lokale.


Paradokset er, at de er bærerne af en af de ældste og mest grandioses kulturer på jorden, en brik umiskendelig i den globale civilisation, skønt de - i flg. Henry Millers definition på kultur - egentlig burde kaldes kulturløse.

»En kultur kendes på dens brød«, sagde han.


Freakland er brødløst; hævede bagte produkter af korn, har de ikke. Hvad de fermenterer bliver til lao-kao, traditionelt destilleret fra ris, men nu om dage fremstillet industrielt af hvilken som helst vegetabilsk substans. Det giver en alkohol af ringe kvalitet, sundhedsmæssig betænkelig, men tilgængelig for næsten ingen penge. Sammen med hvad de ellers spiser (stort set hvad som helst), giver det en kultur mere levende end nogensinde, hoverende og storskrydende, delirøs og prangende med sit glimmer og kolorerede cement. Endnu mere, hvis man tager yaba.
__________________


Yaba er den synlige, allestedsnærværende årsag til alt, der går galt i Freakland. Sådan vil regeringen helst se det. At udrydde stadset, var da også det første mål Mr MeiMie satte, da han tiltrådte. Lanceret som en tre-måneders kampagne med definerede mål i antal arrestationer for hver eneste politipræfekturat, blev der den første måned skudt og dræbt over 1500 mennesker, for i Freakland skyder man, før man spørger. Den næste måned gik de helt grassat, fordi de ikke havde opfyldt første måneds norm. Regeringen udskrev sine lister til politiet at gå frem efter. Problemet var at de opførte, ofte var lokale politisupportere.


I praksis foregik det på den måde, at pusheren forsøgte at plaffe forhandleren ned, inden bagmanden selv fik ham gjort kold. Politiet kunne diskret sætte dem op mod hinanden, og så ellers nøjes med at knalde dem, de selv kunne blive kompromitterer af, for den eneste sikkerhed for at nogen ikke snakker, er at dræbe dem.


Udenomsjuridiske drab aflaster på den måde retsvæsnet i betydelig grad. De har altid været kotume i Freakland. Så langt nogen husker, har ekstrajudicielle praksisser været brugt på de kanter. Verden blev dog først i forbindelse med kampagnen opmærksom på den udbredte brug af dem. Hvis nogen er i vejen eller ikke siger, hvad politiet vil have de skal sige, så dør de helt af sig selv; i fængslet af "hjertestop", skudt "under flugtforsøg" eller "i selvforsvar". Det er en universal politi-praksis de fleste steder på kloden og ingen verdslig magt kan ændre på det. I flg. internationale konventioner gør de selvfølgelig ikke "sådan noget" mere. Heller ikke i Freakland.


Derfor var det lidt pinligt, at det kom frem i den internationale presse i forbindelse med en så "velment" kampagne som yaba-krigen, for de følger bare en tradition. Og de står over konventioner.


At knække en betydelig undergrundsøkonomien, syntes dog at være kampagnens virkelige formål. En lille skare af veluddannede holdt sig ikke tilbage med kritik. Bl.a. Professor i økonomi, Ms Pasuk Pongpaijit sagde:

»Guvernører og embedsmænd må nu servicere forretningsfolk i stedet for at regulere dem«.


Er det ikke, som ordet antyder, for at regulere, at regeringer er til? - ikke i Freakland, der er det for at eliminere. Først og fremmest den lokale godfather, så forretningsfolkene kan komme til. For det er hans business og dermed kontrol over vælgerne, det drejer sig om. Det skal statens tjenestemænd selvfølgelig være behjælpelige med. Første skridt var yaba-kampagnen. De lokale godfathers skulle ryddes af vejen, så "vennerne" kunne overtage butikken.


Kun pres på pengepungen kan styre deres adfærd, men de fik alligevel dræbt mindst 6.000 mennesker på de tre måneder kampagnen officielt kørte. At den fortsatte yderligere seks måneder og dræbte endnu flere - uofficielt anslår nogle det til 20.000 - gør det ikke bedre.


Måske en tredjedel af dem, der blev skudt, kan have været "skyldige", men de fleste stod bare i vejen, småligheder politiet i Freakland ikke tager hensyn til. Som den niårige dreng, der sad i bilen far og mor bragte narko i. Panserne stod og ventede, det var et set-up, men varerne skulle ud, og risikoen følger profitten.


Politiets brug af våben er ikke begrænset til nødværge eller af nogen kaliber; det er gedigne håndvåben i stand til at standse flugtforsøg. Dog ikke altid. Mrs Pornwipa, moderen til drengen, slap uskadt væk; hun spænede, da hun lugtede røgen. Hendes søn med kælenavnet "Fluke" var ikke så heldige. Det var hendes eneste barn, hun lod tilbage i bilen. Hvilke tanker hun gjorde sig, da hun løb bort, og lod ham forbløde på bagsædet, gennemhullet af to skud i ryggen, er ikke til at vide. Men hun udsatte hans liv hellere end hun risikerede sit eget.


En del ældre mennesker kom også af dage på den konto. Stikkeri i forbindelse med kampagnen har nok kostet flest uskyldige liv. Her var en nem måde, at komme gamle fjender til livs. For staten helt i orden, da retssager og eventuelle pinlige afsløringer blev undgået, foruden at eventuelle afsoninger blev sparet. Resultatorienteret politiarbejde, kan man kalde det.


En ting der helt sikkert kom ud af det, var at prisen på varerne steg og fordelingsnettet rørt så meget op, at der blev plads til nye aktører. Trods sin samfundsnedbrydende effekt, er det pga. af enorme profitter interessant for freaks, de har ingen skrupler. Derfor er yaba er et kæmpeproblem for freaksamfundet.


Der kan ikke komme fart nok på, og det er gået stærkt de sidste hundred år, fra middelalder til plastikalder på to generationer. Det er mere end deres system kan klare. Ikke mindst socialt, hvor basen er respekt for traditionelle værdier, forældre og forfædre. Når en adfærd, der giver hånt i de traditioner, samtidig med at en despekt for etik og ære opstår, bliver løgn og grådighed retfærdiggjort. De er ligeglade med konsekvens, bare de selv vinder.
__________________


Måske det også var den attitude Auds lillesøster havde - hvis det virkelig var tilfældet, at hun lavede "voodoo" for at få fingre i Troels. Det var hans kones overbevisning. Selv troede han overhovedet ikke på det. Det var hende, lillesøsteren, der selv bor i flækken, som havde formidlet stedet til dem. Hun var den yngste af en flok på gud ved hvor mange søskende, hvis eneste fællestræk var, at de stort set ingen kontakt havde haft til Aud i 20 år. Af en eller anden grund blev hun interessant, da de erfarede hun havde fundet en farang.


I alt var de 20-25 hel- og halvsøskende, biologiske, som sammenførte. Hvad der bandt dem sammen, var at de havde haft samme far/stedfar eller mor/stedmor. I tilfældet med lillesøsteren havde de samme mor, der nok kom fra Burma. Aud selv er givetvis født i Freakland i 1949, som hendes pas angiver. At hun har historien om at være smuglet ind og givet en falsk identitet, der gør hende 12-13 år ældre, har hun selv kreeret for at undskylde sin alder. Hun ser også ud som en på fyrre, mere end hun ligner en halvtredsårig. At hendes mor er fra Burma og hendes biologiske far kineser, er sandsynligvis korrekt.


Fakta er at hendes stedfar som hendes mor, havde flere forhold bag sig inden de slog kludene sammen. Som det er et faktum, at hun ingen kontakt havde til sine søskende før Troels kom ind i billedet. Siden hendes stedfar døde - søsteren må da have været 10-11 år gammel - havde hun ingen kontakt haft til hende.


Med til historien hører, at da søsteren var 8 måneder gammel, døde moderen. Hendes stedfar blev alene med 5 børn, hvor hun var den ældste. Derfor tog hun sig af den lille, der hylede uafbrudt i tre måneder efter at have mistet sin mor; faren var desperat og drak kraftigt. Han ville sætte den lille ud for at slippe for besværet og hyleriet. Sådan noget gør de virkelig... afstumpede nok til det. Efter vores målestok er deres karakter barnlig - og tilsvarende uden ansvar. Aud forhindrede det, hun opfostrede den lille på dåsemælk.


Nu boede hun altså i BanNanasuk sammen med sin mand og to børn, ikke langt fra hvor de selv boede, ikke længere væk end at man kunne høre ungerne skrige, når de havde deres drukskænderier. De drak som huller i jorden. Selvfølgelig var det heldigt med så kort varsel at få anvist et sted. Desværre var det på ingen måde heldigt med den genetablerede familiekontakt. Igen har det noget at gøre med deres specielle karakter; der findes intet folk, der kan bagtale og misunde hinanden, i den grad og så ondt, som freaks gør. De taler virkelig dårligt om hinanden. At Aud er uden uddannelse og dybt overtroiske, gjorde det selvfølgelig ikke bedre. At hun samtidig er sygeligt mistroisk, gjorde forholdet til søsteren katastrofalt.


Da druk stort set er eneste adspredelse på stedet, blev det med den mistro alkohol nærer yderligere problematisk, fordi Aud så vel som Troels til en vis grad gerne drak med. Det medvirkede til, at alt hvad hun ikke kunne forstå eller ville acceptere, blev til "voodoo". At det var en besættelse hos Aud, mere end det var reelt, viste sig ved, at samme mønster til sidst gentog sig på deres favorit-refugium, "Uthayan Kuanyin Pootisat", også kaldet "Poo Sawan" eller Kuanyin-land. Det var stedet de plejede at flygte til, når kedsomheden og sladderen i BanNanasuk blev for meget.
__________________


Skønt de havde besøgt masser af templer og hellige steder i de fem år, de havde været sammen, var det noget andet. Udover skæret og glimmeret, har deres "hellige steder" ofte en selvhøjtidlighed over sig, der gør dem svære at kapere. Kuanyin-land var undtagelsen, hvor selvforherligelsen var afløst af en usædvanlig friskhed. Ikke kun fordi det ligger i kølige enge ved foden af vildsomme bjerge, men fordi konceptet her er afløst - skønt stadig buddhistisk - af taoisme. "Land of Mahayana Taoisme", kalder de det. Troels syntes om det, måske mest fordi den buddhistiske tilgang ikke var freaksnes Hinyana, (det lille hjul), Theravada-buddhismen, men Mahayana, (det store hjul).


"Theravada" betyder "de gamles lære" og de betragter Mahayana som kættere, skønt den omfatter stort set alle buddhistiske retninger fra Tibet, Kina til Burma og Japan. Kun Sri Lanka og Freakland holder fast i Theravada.


Grundideen i Kuanyin-land var et citat af Lao-Tzu:


"Der kommer ikke fred på jorden, førend et religiøst land er etableret." Det var hvad de med 3000 års forsinkelse forsøgte at skabe på et naturskønt område, flere hundred hektar stort, hvor rødnæbede storke i flokke på hundreder går og æder sig fede i grønne enge. Med et "religiøst land" menes et sted, hvor alle religioner er lige respekterede. I daglig tale kaldes det dog "Kuanyin-land" pga. af det dominante islæt af Kuanyin, den mest populære og højest skattede af alle boddhisatva'er.


Kuanyin er som Buddha en historisk person, en kinesisk prinsesse fra 600-tallet vor tid. At populær fortolkninger frejdigt sætter hendes tid til "long time ago", mindst fem-seks tusind år siden, skyldes at hun er vævet ind i kinesiske urmyter, og de går mindst 10.000 år tilbage. Hun er et centerpunkt i det kinesisk-buddhistiske pantheon.


Hun havde det svært med sin karma, født i en tyrannisk feudal-familie, som hun var. Det var ikke velset at gøre bod og askese i en herskende familie på den tid, men hun ville hjælpe andre, derfor måtte hun så grueligt meget igennem inden hun opnåede idealet af boddhisatva. Det er det sidste stadie før buddha-stadiet, og er det først nået, er der fri passage til Nirvana og dermed for evigt at forlade denne verden. Det ønskede hun ikke, for hun så så megen lidelse omkring sig og ville blive at hjælpe.


Derfor kaldes hun på engelsk "The Goddess of Contemplation" - medfølelsens gudinde - og dagens udgave af hende er tydelig vis tilpasset kristendommens Maria-ikon.
__________________


Kuanyin-land ligger ved foden af bjerge, hvor guder antages at have deres bolig. Guder - eller nærmere afguder - var der så sandelig rigeligt af på det kæmpestore parklignende område. Opstillet som statuer var de allevegne og i alle størrelser, med Kuanyin som den dominerende, men alle de sædvanlige buddhaer er der sammen med et hav af kinesiske helgener og dæmoner - og alle de hinduistiske, selvfølgelig. En enkelt af kuanyin'erne i legmesstørrelse er skåret i hvid jade, hvor de øvrige er af koloreret cement. På nær hovedattraktionen.


"Den tusindarmede Kuanyin" er en ren svantevit, syv meter høj, skåret i kamfertræ, med fire ansigter, fire facader og et væld af arme strittende ud mellem dem; der skal nok være tusind om nogen gad tælle dem. Mest imposant: den er udskåret af ét stykke træ. Den går for at være den største udskårne træfigur i verden, nutidig, kun omkring ti år gammel, fra Kina, og det tog ti år at fremstille den, så dengang træet stod for 25-30 år siden, har det nok ikke været så unikt som i dag, hvor der ikke findes mange kæmpetræer tilbage i de kinesiske monsunskove. Betænkeligt! - men "flot" er den da. Som området generelt er, udlagt i en orientalsk stil med små damme, fontæner, vandløb og broer over dem; velholdt, velplejet og smykket med natursten langs de snoede stier, der går gennem bambuslunde og portaler af forskellig symbolsk betydning.


Aud og Troels tog derop for den vegetariske festival "Tae Tsekan Kin Djae", der falder omkring oktoberfuldmånen og markerer Buddhas afgang fra det jordiske. I de ti dage den står på, får alle mulighed for at rense deres krop for urenheder. For de fleste svært at gøre på et dagligt plan. Der er også den overførte betydning - og fysiologiske følge - at rense sindet for tankens urenheder. Skønt det ikke umiddelbart ser ud til at virke sådan på alle freaks, fik det ham alligevel til at mindes.


Sammenkædningen mad og sind førte ham tilbage til sin ungdom, der til en vis grad havde stået i frelsens tegn. Verdens frelse, vel at mærke, men som havde faldet ud til at blive kroppens frelse, først og fremmest hans egen. Godt for det, ellers havde han nok været død i dag.


Perspektivet, verdens frelse, havde været for svært at leve op til; han havde hurtigt hengivet sig til selvets tilfredsstillelse. I over femten år havde han dog opretholdt en traditionel vegetarisk levevis. Tankerne kunne heller ikke lade være med at gå tilbage til den tid.


»Udvirk din frelse ved flid«, havde Buddha sagt, forstået på den måde, at kun ved at hjælpe andre kan frelse nås.


Troels frelste sig selv, men de andre kunne sejle deres egen sø, for de ville ikke høre på hans præk om "den rette måde". En vis bitterhed var opstået, som han havde båret videre til denne dag. Efter skilsmisse og afhændelse af forretning var et nyt kapitel i hans liv begyndt, og han havde forsøgt at gøre noget ved det. Der i Kuanyin-land indså han igen for alvor betydningen af kosten. Den velsmagende mad, de smukke omgivelser og den naturlige venlighed gjorde det. Oprigtighed er vigtig, hvis forandring skal opnås. Og forandring skal der til, hvis det ikke skal gå ad helvede til. Bogstavelig talt.
__________________


Den største kvalitet ved stedet var nok fraværet af frelsthed. Ingen munke, ingen guru, til at fortælle hvad der er rigtigt og forkert, derimod en ligefremhed uden arrogance. Buddhismen er som bekendt ikke en religion, men et fundament, en livsanskuelse, der kan rumme enhver tro.


Realisationen af stedet skyldes en munk, Ariyawonso, der før han blev munk, var kendt som Suchart Kosolkitiwong, doktor og titulær professor med efter sigende over 100 bøger bag sig. I 1966 havde han grundlagt "Samnak Poo Sawan", (huset af guddommelige helgener), endnu en bevægelse, der gennem meditation og vegetarisk levevis skulle frelse verden og skabe fred på jord.


Det wat der ligger i tilknytning til Kuanyin-land bærer da også navnet "Poo Sawan". Hvad bevægelsen ellers har betydet, er svært at sige, men inden manden blev munk, kom han vidt omkring, satte spor i verden i en grad, der gjorde ham fortjent til FNs fredspris, og i USA to gange til at blive udnævnt til Time Magazine's "Man of The Year". I freaksamfundet kom han så langt, som at få audiens hos kongen og at opnå den kongelige families fortrolighed. Derved fik han indflydelse på samfundets højeste støtter, især indenfor militæret, hvor han gjorde karriere. Alligevel måtte han, som titusinder af andre freaks siden midten af halvfjerdserne blev tvunget til, flygte ind i de dybe skove for at undgå arrest og forfølgelse. Først i 1991 efter en generel amnesti kunne de komme ud igen.


Siden mødtes han med de betydeligste åndelige og politiske ledere i verden, fra paven til Dalai Lama, fra Jimmy Carter til Indira Gandhi. På den måde gjorde han et stort og praktisk arbejde for verdensfreden. Bl.a. som "World Peace Envoy" for FN organisationen World Constitution and Parlament Association, WCPA.


Office of The World Peace Envoy har i dag sit hovedkvarter i Kuanyin-land. Ligeledes har AWC (Association of World Citizens) også en FN organisation sit kontor der. Troels bifaldt det 100 procent og følte sig ét med stedet.


Man kan sige at frygt er dynamoen i religion som politik, og at frygt dermed havde skabt det. Troels så det hellere som en nødvendighed end som en fobi. Frygt gør mennesker små, men dette var håb, og håb gør dem store. Og det var, uanset hvilken frygt der måtte ligge bag, storsind og sand glæde disse mennesker udstrålede, en hjertelighed yderst sjælden nu om dage.
__________________


Fri for fanatismen hykleri og puritanismens intolerance, uden tvang eller intriger, var det - eller i det mindste fremstår det sådant. Eneste krav, at man afstår fra kødspisning under den vegetarisk festival. Fair nok!


Det var velsmagende og fantasifuld mad kokken Arpiwat skabte, på ingen måder sammenlignelig med den sædvanlige 30 sekunders wok-stil. Det var kogt mad, uden reminiscenser af udkogthed, lavet med kærlighed og respekt for råvarerne. Enhver kan stege en bøf eller svitse en gang grøntsager, men at koge er en kunst. Ikke tilfældigt det hedder "kogekunst" og ikke "stegekunst".


Det var menneskene og ikke kun maden, der gjorde det benådet. Ikke kun Arpiwat, der med sit sangvinsk-flegmatisk temperament umiddelbart lignede kaos, når han herskede i køkkenet, var en gæv karakter, men især Mrs. Chittra var en autoritet. Hun var ceremonimester for den flok kvinder, der udgjorde koret. Der var unge og gamle, tykke og tynde, frodige og tørre. Fælles for dem, herlige kvinder, stolte og lattermilde. Glade kvinder, så langt fra den gængse "mær-type", som de kunne være, hvis hele dag var dediceret til Kuanyin, at give blomster og frugt til hende, og til ceremonierne, hvor sang er en væsentlig del.


Udover maden var netop meditationsmessen for Kuanyin, en vigtig aksel det drejede om. Under festivalen blev de udført tre gange om dagen. Det forventedes at man deltog i den om aftenen, men der var ingen bebrejdelser, hvis man sprang en aften eller to over, men der var en power og vitalisering i deres sang, der alene gjorde det værd at deltage.


På den sidste dag af festivalen bliver alle effekterne, udsmykningen med hellige symboler, drager og afguder, samlet sammen og brændt. Det futter livligt lavet af kulørt papir og pinde som det er. Asken skovles op og afsted til floden, hvor den under sang og messen spredes på vandet. Ritualet afsluttes med at blomster strøs på vandets spejl. Dermed er Buddha sendt tilbage til det himmelske.


Man kan sige der en vis tvang i en sådan adfærd, men uanset om man tror på den eller ej, har det en positiv opbyggende effekt. Først ved rationalitetens kølige kalkulation, kommer det negative ind, for da bliver sådanne handlinger absurde og livet en smule fattigere, mister magi og bliver gråt og farveløst. Som i vores eksistensforsikrede hjemmeplejersamfund, hvor ingen tro består, og eneste håb ladt tilbage er en kontrolleret (værdig?) død. Det gør ikke folk lykkeligere; det gør tro. Og tro skaber tillid.


Netop hvad Khunyin Chittra indgød. En rank og stolt kvinde, der med sin en meter og firs udstrålede en værdighed lige så sjælden som hendes højde. Hun var en personlighed, der skabte tryghed og ro omkring sig - og smuk var hun. Ingen ville antage hun var halvfjerds, men det var hun, slank og med en vitalitet langt yngre kunne misunde. En udstråling Kuanyin værdig. Ja, "milde kvinder, hvor har de magt". Måske verden ville se anderledes ud, hvis det var matriarkatet der herskede på jord. Her i Kuanyin-land var det helt klart kvinder der dominerede i antal som i organisering, et islæt der gjorde det ukompliceret, non-spekulativt. Hjertets kølige rislende bæk fremfor hjernens knirkende spind.


Selvfølgelig var der også mænd, netop at tale med. Kun få talte engelsk; en der gjorde var Phû Sombat, varetageren af WCA centret. Det var mest bekymringer om, hvordan dommedag kunne undgås eller bedrageriet i politik, man kunne tale med ham om. En ting er sikkert, det kræver mere end spekulationer og erklæringer, hvis ragnarok skal undgås; det kræver en forandring af hjertets sprog fra had og misundelse til kærlighed og tolerance. Ariyawonso, munken har sagt:


»Stop grådighed, stop had, stop indbildning og al stræben efter lykke. Fortsæt og du er på vejen til ulykke. Du må opgive begæret efter lykke, før du kan blive lykkelig. At aldrig stoppe er lidelse«.
__________________


Fordi det var en så positiv og glad stemning der herskede, var det helt uden fortvivlelse, når problemstillingen blev bevidstgjort. I mange år havde Troels undgået at tænke på de ting, fordi de var så håbløse. Ikke her, tværtimod; viljen gjorde forskellen. Viljen til forandring.


Den 24. oktober er FN-dag; han husker fra sin barndom, at den blev markeret. Det er mange år siden nu, og erindringen om den dag er langsomt gået i glemmebogen; hvem tillægger FN nogen betydning i dag? Det gør de i Kuanyin-land og den lokale afdeling af World Citizens samles på den dag, der næsten altid falder sammen med "Kin Djae" festivalen. I Kuanyin-land bruger de dagen på at bede for verdensfreden.


Gid det må virke, tænkte Troels rationelle hjerne, men hans hjerte følte mere end nogensinde, at det kunne. Vel pga. de gode vibrationer på stedet. At de vibrationer engang havde svinget over hele den vestlige hemisfære og for en stund sandsynliggjort en forening af øst og vest, kunne han heller ikke lade være med at tænke på.


Hvad var der blevet af dem? Havde det været bedrag? Det nægtede han at tro, men at frygten havde sejret, syntes at være en uomtvistelig kendsgerning. Fyrre år senere eksisterer den frygt stadig, frygten for "det mærkelige", at være eller blive kendt "mærkelig". I dag er det de/det fremmed, der er frygtens objekt, meget mere konkret end nogen åndelighed nogensinde var.


I hans ungdom havde begrebet "ligusterfascisme", møntet på den private ejendomsret, været udbredt. I dag bruges det nok ikke i den grad, men er tilstede i lige så rigt mål; blot er beplantningen flyttet ind i folks hoveder. Så har de et sted, hvor tankens friværdi kan udfolde sig uhæmmet, samtidig med den er fritaget for prioriteter. Det er meget farligere.


Prisen skal betales - ligegyldigt hvad man tror på - det er der ikke noget mærkeligt ved. Det er først når man ikke forstår eller vil erkende det, at det bliver det, og en frygt opstår - og det er ikke kun sjæle den kan dræbe.


Når man ikke forstår den indre årsag, er det nærliggende at skyde skylden på ydre omstændigheder - som man heller ikke forstår. Xenofobien bliver født; den rammer ikke kun etnisk, men alt der er anderledes end løgnen selv. Synd og skam at de største løgnere blev blomsterbørnene.

________________

NÆSTE KAPITEL